Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Artikel:

Nye regler for regulering af delvist momsfradrag

21 august 2023

Louise Eide Hartung, Director, Moms |
Pernille Rise, Director, Moms |
Lone Ravnholt Jensen, Director, Moms |

Siden 1. juli 2023 har man skullet betale renter, hvis en virksomhed har positive rettelser til tidligere momsperioder.

Ved indførelsen af rentebetalingen har det ikke været hensigten, at virksomheder, der både har momspligtige og momsfrie aktiviteter, skal betale renter, når momsen skal reguleres efter det endelige momsfradrag, er opgjort. Efter den hidtidige reguleringsmetode ville det medføre rentebetaling.

Efter de tidligere regler skulle virksomheder nemlig regulere det delvise momsfradrag, når den endelige momsfradragsprocent for et regnskabsår er opgjort, og reguleringerne medtages i de tidligere respektive momsperioder i dette regnskabsår, hvilket vil medføre et rentetillæg efter de nye regler for renteberegning.

Der blev derfor indført nye regler for regulering af momsen fra 1. juli 2023 for at imødekomme virksomheder, der opfylder momsreglerne.

Med de nye regler for regulering af det delvise momsfradrag, skal reguleringen først medtages i den ordinære momsperiode, der omfatter den 6. måned efter udløbet af regnskabsåret.

 

Reglerne for delvist momsfradrag

Momsregistrerede virksomheder har som udgangspunkt momsfradrag for den del af momsen, der forholdsmæssigt svarer til omsætningen i den momspligtige del af virksomheden – det vil sige efter en omsætningsfordeling – og efter følgende principper:

  • 100% momsfradrag for omkostninger, der udelukkende vedrører virksomhedens momspligtige aktiviteter.
  • 0% momsfradrag for omkostninger, der udelukkende vedrører virksomhedens momsfrie aktiviteter.
  • Delvist momsfradrag for omkostninger, der både vedrører virksomhedens momspligtige og momsfrie aktiviteter.

For at opgøre fradragsprocenten skal virksomhederne kende deres omsætning for regnskabsåret. Denne omsætningsfordeling kendes først, når regnskabet er opgjort, og efter de tidligere regler skulle reguleringerne medtages i tidligere momsperioder.

 

Nye regler for regulering af delvist momsfradrag

Med de nye regler skal håndteringen af det delvise momsfradrag foretages således:

  1. For det første skal den samme momsfradragsprocent anvendes i hele regnskabsåret.
     
  2. Den foreløbige fradragsprocent kan enten være:

    Den endelige opgjorte fradragsprocent fra foregående regnskabsår, hvis denne er opgjort på tidspunktet for virksomhedens første momsangivelse. Eller:
    Den endelige opgjorte fradragsprocent fra året før foregående regnskabsår.
     
  3. Regulering af momsen, som følge af den endelige opgjorte fradragsprocent, skal medregnes i den momsangivelse, som omfatter 6. måned efter udløbet af regnskabsåret.

For virksomheder med kalenderår som regnskabsår betyder det, at reguleringen skal medtages i 1. halvår, 2. kvartal eller i momsangivelsen for juni måned, alt efter virksomhedens momsafregningsfrekvens.
 

Eksempel:

En virksomhed med kalenderår som regnskabsår, der afregner moms månedsvis, skal håndtere delvist momsfradrag for regnskabsåret 2024 således:

  • Den samme momsfradragsprocent skal anvendes i hele regnskabsåret.

    Hvis virksomheden ikke har opgjort den endelige momsfradragsprocent for 2023 på tidspunktet for indsendelse af den første momsangivelse i 2024 (januar måned 2024), skal virksomheden anvende den foreløbige momsfradragsprocent for 2022 for hele 2024.
     
  • Den endelige fradragsprocent for 2023 skal opgøres på den sædvanlige måde i forbindelse med udarbejdelse af årsregnskabet, og regulering af delvist momsfradrag for 2023 skal medtages i momsangivelsen for juni måned 2024.

De nye regler medfører altså, at der ikke skal betales renter ved reguleringen, når reguleringen sker i den ordinære momsangivelse.

 

Overgangsordning

Reglerne træder i kraft fra 1. juli 2023 og gælder for regnskabsår, der påbegyndes efter den 1. juli 2023.

Det vil sige, at for virksomheder med kalenderår som regnskabsår træder reglerne først i kraft fra 2024 og medfører, at regulering af delvist momsfradrag for 2023 medtages i momsperioden for den 6. måned i 2024.

 

Nye oplysninger på momsangivelsen

Der er desuden vedtaget regler om nye rubrikker på momsangivelsen.

I de nye rubrikker skal virksomheder oplyse, om virksomheden har momsfrie aktiviteter. Virksomhederne skal oplyse den foreløbige delvise fradragsprocent, samt hvilket regnskabsår fradragsprocenten er beregnet på baggrund af.

Vi kender endnu ikke datoen for, hvornår Skattestyrelsen har tilpasset it-systemerne til disse oplysninger på momsangivelsen.

 

Vi anbefaler

Det er vigtigt, at virksomheder med blandede aktiviteter forholder sig til de nye regler om håndtering og regulering af delvist momsfradrag. Fortsætter en virksomhed med at regulere det delvise momsfradrag efter de gamle principper, vil dette medføre en rentebetaling.

Vi anbefaler derfor, at virksomheder får implementeret de nye regler for opgørelse og regulering af delvist momsfradrag samt får tilpasset virksomhedens processer og it-systemer.

Vi må forvente, at Skattestyrelsen vil have øget fokus på den rette håndtering af delvist momsfradrag samt øget kontrol af virksomheder med blandede aktiviteter.

Vi står naturligvis til rådighed med rådgivning og vejledning om håndtering af de nye regler om delvist momsfradrag.