Reglerne om afgift på engangsservice volder store praktiske problemer, fordi afgrænsningen over til salgs- og transportemballage er vanskelig, ligesom det ikke tillægges betydning, at en del service faktisk kan anvendes flere gange.
For at minimere affaldsmængderne er engangsservice pålagt en høj afgift - hele 60,77 kr. pr. kg. - som der også skal betales moms af. Ved engangsservice forstås knive, gafler, skeer, tallerkener og krus, som sædvanligvis er bestemt til bortkastning efter brug. Det gælder uanset, at servicet måske godt kan bruges flere gange. Det er uden betydning, om servicet er fremstillet af plastik eller pap eller af fx palme- eller kålblade.
Selvom definitionen synes klar, så er det ikke så nemt i praksis. Når det gælder emballager til mad- og drikkevarer, skal der fx ikke betales afgift salgs- og transportemballage – altså den emballage, som en vare bæres hjem i, men som i mange tilfælde også kan bruges til at spise eller drikke af. Hvis det sidste til gengæld må anses som det primære formål, er der tale om engangsservice, som der skal betales afgift af.
For virksomhederne er fortjenstmargenen på disse produkter så lav, at det er helt afgørende, at de på forhånd ved, om der skal betales afgift af et givent produkt, fordi en efteropkrævning nemt kan sluge hele fortjenesten og mere til. Derfor hænder det ikke så sjældent, at virksomheder beder om en forhåndstilkendegivelse om, hvorvidt der skal betales afgift, også selvom det synes åbenbart, at dette ikke er tilfældet. Det viser en nylig afgørelse fra Skatterådet.
Sagen handlede om, hvorvidt en 17 cm høj drikkedunk af hård plast skulle anses for engangsservice. Hvis det var tilfældet, ville afgiften inklusive moms udgøre 6,23 kr. pr. dunk, idet hver dunk vejede 82 g.
Både Skattestyrelsen og Skatterådet var enige i, at der ikke skulle betales afgift. Dette blev begrundet med produktets funktion og anvendelse, herunder at drikkedunken ud fra dens beskaffenhed og materiale var sammenlignelig med almindelige drikkedunke, der normalt genanvendes ubegrænset.
Kommentar
Udfaldet af sagen er i vores optik ikke overraskende. Der findes imidlertid andre afgørelser, der i vores optik viser, at skattemyndighederne udstrækker afgiftspligten ganske langt og mere ser på hensigten med reglerne – at begrænse affaldsmængderne – end på om produkterne er fremstillet med henblik på genanvendelse. I en afgørelse fra sidste år fastslog Skatterådet således, at der skulle betales afgift af bestik af et særlig stærkt materiale som tålte maskinopvask. Det skete med den begrundelse, at produkterne ikke var sammenlignelige med stålbestik, og at det ville være i strid med lovens formål, hvis bestikket ikke blev anset for engangsservice.
Som eksempel på den vanskelige grænsedragning for produkter, der både kan bruges til transport og som tallerken, kan nævnes en ikke offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten fra sidste år. Her blev såkaldte deliboxe af brunt pap/papir anset for afgiftsfrie, fordi de primært måtte anses for at skulle anvendes til transport af maden og ikke til indtagelse af denne, mens runde bægre af samme materiale – såkaldte soupbowls – blev anset for afgiftspligtigt engangsservice, uagtet at de blev markedsført som cateringemballage, som der kunne købes låg til.
Afgørelsen synes at måtte forstås derhen, at det i forhold til take-away-emballage, tillægges væsentlig betydning, om låget udgør en integreret del af denne. Er dette tilfældet, taler dette angiveligt for, at der er tale om afgiftsfri transportemballage.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.