Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Depechen-artikel:

Kreditnotaer ikke vejen til fradrag for tab på debitorer

16 august 2023

Steen Mørup, Director, Skat |

På grund af omkostningerne ved at sende tilgodehavender til inkasso, kan det være fristende blot at udstede en kreditnota, men den slags godkendes normalt ikke som grundlag for fradrag - hverken skatte- eller momsmæssigt.

Selvstændige kan fratrække tab på debitorer, når tabet er endeligt konstateret og kan opgøres præcist. Det samme gælder for selskaber, der bruger realisationsprincippet i forhold til forretningsdebitorer.

Et tab anses som udgangspunkt først for endeligt konstateret, når forsøg på udlæg eller tvangsinddrivelse hos kunden ikke har givet noget udbytte. Den slags tiltag tager imidlertid ofte lang tid og er forbundet med ikke uvæsentlige omkostninger. Der findes dog særlige regler om forenklet inkasso for krav under 100.000 kr., hvilke regler kan du læse mere om her. Når det gælder tilgodehavender hos kunder, der er gået konkurs, findes der dog eksempler fra praksis, hvor der er godkendt fradrag for tabet, selvom kravet ikke er anmeldt i konkursboet. Det kan du læse mere om i denne artikel.

Når det gælder mindre tilgodehavender, anvender nogle virksomheder den praksis, at de – i stedet for at sende et tilgodehavende til inkasso - udsteder en kreditnota, hvilket frigør kunden for pligten til at betale sin gæld. Det er imidlertid et quickfix, som Skattestyrelsen ikke anerkender, hvilket kan illustreres med en nylig afgørelse fra Landsskatteretten.

 

Den rådgivende ingeniør

Sagen handlede om en mindre rådgivende ingeniørvirksomhed, hvor indehaveren ved udgangen af 2017 gennemgik sine debitorer og i forlængelse heraf udstedte en lang række kreditnotaer. Det skete dels, fordi han på grund af omkostningerne ved tvangsinddrivelse normalt ikke forfulgte krav på under 50.000 kr., og dels fordi han i forhold til et mindre antal tilgodehavender mente, at der var sket fejlfakturering.

Skattestyrelsen mente imidlertid ikke, at der – med undtagelse af to af kreditnotaerne – kunne godkendes fradrag for beløbene. Denne afgørelse blev tiltrådt af Landsskatteretten med den begrundelse, at der ikke var foretaget retlige skridt i forhold til at inddrive tilgodehavenderne. Den omstændighed, at indehaveren havde rykket nogle af kunderne for betaling var ikke tilstrækkeligt. I forhold til de kreditnotaer, hvor der angiveligt var sket fejlfakturering, bemærkede retten, at kreditnotaerne var udstedt flere år efter arbejdets udførelse, hvilket ikke kunne anses for normal praksis og derfor ikke tilstrækkeligt grundlag til at opnå fradrag.

 

Momsfradrag  

Det fremgår ikke af afgørelsen, hvorvidt Skattestyrelsen også nægtede ingeniøren fradrag for momsen af kreditnotaerne, men dette må anses for givet. Heller ikke når det gælder moms, anerkendes udstedelsen af kreditnotaer nemlig normalt som grundlag for fradrag. I en kendelse fra 2017 stadfæstede Landsskatteretten således en afgørelse fra Skattestyrelsen om nægtelse af momsfradrag i forhold til hele 305 kreditnotaer, som kuratoren i et konkursramt selskab havde udstedt med henblik på at få godtgjort momsen. Du kan læse mere om sagen i denne artikel.

 

Kommentar

Virksomheder, der får nægtet skatte- og momsfradrag for kreditnotaer, der alene er udstedt for at opnå et sådant fradrag, ender med at betale moms og skat af penge, som de ikke har tjent, og de kan efterfølgende ikke foretage retslige skridt overfor kunderne, fordi der ikke længere eksisterer et tilgodehavende hos disse. Selvom det kan være fristende at gøre det, så bør kreditnotaer derfor ikke bruges som alternativ til at foretage retslige skridt overfor debitorer, der ikke betaler.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.