Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Depechen-artikel:

Ikke skattefradrag for underskud ved hobbyvirksomhed

30 august 2023

Tom Bruno Hansen, Senior Manager, Skat |

En ældre galleriejer fik ikke godkendt fradrag for underskud ved sin virksomhed, selvom han utvivlsomt havde de faglige forudsætninger for at drive en sådan virksomhed professionelt.

I Danmark findes der et meget stort antal små virksomheder, der primært er etableret med hjertet. Det betyder ikke, at de ikke kan have en pæn omsætning, eller at der ikke lægges en stor arbejdsindsats i disse, men ejeren har sjældent en ambition om, at det skal udvikle sig til noget stort.

Disse virksomheder findes især på landet i form af små ejendomme, hvorfra der fx sælges økologiske æg og/eller kød, eller hvor der drives en eller anden form for dyrehold – ofte noget med heste. Men virksomhederne findes også i byerne i form af fx gallerier, antikvitetsforretninger eller små blomster- eller børnetøjsforretninger. Og endelig findes virksomhederne også på nettet, hvor alt kan sælges, og som ikke sjældent er startstedet for det, der senere bliver til en fysisk forretning.

Det er snarere reglen end undtagelsen, at startups har underskud i starten, men i nogle tilfælde hænger underskuddene ved år efter år. Nogle gange fordi virksomheden kun drives som et deltidsprojekt, eller fordi ejeren har en privatøkonomi, hvor det ikke er tvingende nødvendigt, at virksomheden giver overskud.

Skattemæssigt er den slags farligt, fordi det medfører en risiko for, at Skattestyrelsen gør gældende, at der er tale om en hobbyvirksomhed. Det betyder, at der i så fald skal betales skat af overskud, mens underskud hverken kan trækkes fra i anden indkomst eller fremføres til modregning i senere års eventuelle overskud.

 

Den sydfynske galleriejer

Hvorvidt der er tale om en hobbyvirksomhed eller en erhvervsmæssigt drevet virksomhed, afgøres efter en konkret vurdering, hvor der især lægges særlig vægt på størrelsen af omsætningen og ikke mindst på udsigten til, om virksomheden på sigt vil give overskud. Det kan illustreres med en netop offentliggjort dom fra Østre Landsret.

Sagen handlede om en nu 82-årig mand, der i 2006 etablere virksomhed med kunsthandel og galleri, men som i økonomisk forstand ikke lykkedes hermed. I hvert eneste af de første 11 år gav virksomheden således underskud. I gennemsnit med næsten 150.000 kr. pr. år.

Efter at have godkendt fradrag for underskuddene i de første syv år traf Skattestyrelsen i 2017 en afgørelse om, at virksomheden i skattemæssig forstand havde karakter af hobbyvirksomhed og nægtede på den baggrund fradrag for underskuddene for årene 2013–2015, der udgjorde et samlet beløb på ca. 823.000 kr. Denne afgørelse blev tiltrådt af Landsretten blandt andet med den begrundelse, at virksomheden i de pågældende år ikke kunne anses for drevet med henblik på at give overskud, ligesom der ikke var udsigt til, at virksomheden ville blive rentabel i løbet af en kortere årrække.

 

Kommentar

I sager af denne art føler ejeren sig ofte dårligt behandlet af skattemyndighederne, fordi disse – præcis som i den ovenfor omtalte sag – fra den ene dag til den anden ikke bare pludselig nægter fradrag for underskud, men også gør det med tre års tilbagevirkende kraft. Det fører meget ofte til kæmpe skatteregninger, som fuldstændig kan ødelægge ejerens økonomi. I vores optik kunne det godt overvejes, hvorvidt reglerne burde ændres, så afgørelser om hobbyvirksomhed kun kan tillægges fremadrettet virkning. Det ville måske tilskynde flere til at etablere selvstændig virksomhed, fordi man ville få en fair chance for at foretage en kontrolleret nedlukning, hvis driften ikke kan gøres rentabel.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.