Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Depechen-artikel:

Hæftelse for ikke-indeholdt udbytteskat

16 august 2023

Arne Riis, Partner, Skat |

Selskaber, der er forpligtet til at indeholde udbytteskat, men som undlader at gøre det, hæfter for den ikke-indeholdte skat, hvis de har udvist såkaldt forsømmelighed, og det anses efter praksis næsten altid for at være tilfældet.

Ved udlodning af udbytte fra et dansk selskab til et udenlandsk moderselskab, skal der som udgangspunkt ikke indeholdes udbytteskat. Fra denne hovedregel gælder dog en ganske væsentlig undtagelse. Hvis moderselskabet ikke har krav på en nedsættelse eller bortfald af dansk udbytteskat i henhold til enten en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller til EU’s moder/datterselskabsdirektiv skal det danske selskab således indeholde og indbetale udbytteskat til Skattestyrelsen med 27 % af det vedtagne udbytte. Det skal ske senest den 10. i måneden efter den måned, hvor udbytteudlodningen er besluttet.

Selskaber, der i strid med reglerne udlodder udbytte uden at indeholde den lovpligtige udbytteskat, hæfter for den ikke-indeholdte skat medmindre det kan godtgøres, at der ikke er udvist såkaldt forsømmelighed. Det er en bevisbyrde, som i praksis er svær at løfte. Det viser en nylig offentliggjort byretsdom.

 

Forkert rådgivning er ingen undskyldning

Sagen handlede om et dansk selskab, der på en generalforsamling den 13. juni 2016 vedtog at udlodde udbytte med 24,4 mio. kr. til selskabets moderselskab, der var hjemmehørende på Saint Vincent og Grenadinerne, der er en østat i den østlige del af Det Caribiske Hav, og som ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Det danske selskab var derfor forpligtet til at indbetale udbytteskat med 6.588.000 kr.

Selskabet indbetalte imidlertid ikke udbytteskatten, da selskabet fra dets revisor mundtligt havde fået oplyst, at der ikke skulle ske indeholdelse af udbytteskat, fordi der var tale om udlodning til et moderselskab.

Spørgsmålet var herefter, om selskabet ved at have lagt revisorens åbenlyst ukorrekte svar til grund, kunne siges at have udvist forsømmelighed med den konsekvens, at det hæftede for den ikke indeholdte udbytteskat. Dette mente Skattestyrelsen, som i 2019 rejste krav mod selskabet om indbetaling af udbytteskatten. En afgørelse som Landsskatteretten efterfølgende stadfæstede.

For byretten gjorde selskabet gældende, at det ikke havde handlet forsømmeligt, da det havde ageret på råd fra en professionel og uvildig rådgiver og derfor udvist den agtpågivenhed, der kunne kræves.

Dette var byretten imidlertid ikke enig i. Retten fandt, at den påståede revisorrådgivning, der ikke var dokumenteret, ikke medførte grundlag for at fastslå, at selskabet ikke havde udvist forsømmelighed. Retten bemærkede herved, at selskabet var bekendt med de faktiske forhold, der begrundede indeholdelsespligten, nemlig at moderselskabet var hjemmehørende på Saint Vincent og Grenadinerne.

 

Kommentar

Skatteministeriet gjorde under sagen ikke gældende, at datterselskabets betaling af udbytteskatten i sig selv skulle anses for en ny udbytteudlodning, hvoraf der også skulle betales udbytteskat. Det kan ikke udelukkes, at Skattestyrelsen efterfølgende har gjort dette. I modsat fald vil moderselskabet nemlig reelt have sparet et beløb på op mod 1,8 mio. kr. sammenholdt med en udbytteudlodning på små 31 mio. kr. Datterselskabet blev i øvrigt, som taber i retssagen, pålagt at betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 150.000 kr., hvortil der kommer udgifter til egen advokat. Ingen af disse omkostninger er fradragsberettiget ved indkomstopgørelsen hos datterselskabet.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.