|
En af de største udfordringer – måske den største - for startups og vækstvirksomheder er at tiltrække risikovillig kapital. Derfor bruges der i miljøet omkring disse virksomheder ganske mange ressourcer på at udvikle koncepter, der gør det interessant for Business Angels og andre investorer at indskyde kapital.
En af udfordringerne ved udviklingen af nye finansieringsprodukter er at få dem struktureret således, at de også i skattemæssig henseende bliver interessante for både investorer og for virksomheder. Det er ikke nemt, idet vores skatteregler ikke er designet til at understøtte iværksættere, men har et generelt sigte og i øvrigt næsten altid er mindst ét skridt bagud i forhold til udviklingen i det store udland. Se i denne forbindelse denne artikel om de såkaldte SAFE Notes, som er en låneform kendt fra USA, men som i Danmark skattemæssigt sidestilles med en lodseddel.
På skat.dk er netop offentliggjort en afgørelse, der illustrerer udfordringerne. En afgørelse, der fastslår, at en warrantaftale ikke nødvendigvis skal behandles som en aktietegningsret, men godt kan ende med at skulle behandles som en finansiel kontrakt med en helt anden og meget lidt attraktiv skattemæssig behandling til følge.
Selskabsregler versus skatteregler
Sagen handlede om en Business Angel, der overvejede at investere i et eller flere danske selskaber på basis af en warrantaftale, der ville sikre investoren andel af en upside, hvis selskabernes værdi steg væsentligt. Aftalen indebar, at investoren skulle indbetale et beløb – en Warrant Premium – til selskabet mod at få ret til på visse vilkår at tegne aktier i selskabet til kurs 100.
Det indbetalte beløb kunne ikke kræves tilbagebetalt af investoren og retten til at tegne aktier kunne kun udnyttes, hvis én ud af tre betingelser blev opfyldt, herunder hvis en eller flere tredjemænd på et senere tidspunkt tegnede aktier i selskabet for et vist minimumsbeløb, eller hvis en sådan tredjemand ligeledes på et fremtidigt tidspunkt købte mindst halvdelen af aktierne og stemmerne i selskabet.
Investoren gjorde gældende, at warrantaftalen skulle anses for en tegningsret til aktier med den konsekvens, at selskabet ikke skulle beskattes af det indskudte beløb, og at dette hos investoren skulle anses for en anskaffelsessum for tegningsretten. Heri var Skatterådet ikke enig. I overensstemmelse med Skattestyrelsens indstilling fastslog rådet, at der i skattemæssig forstand var tale om en finansiel kontrakt – en option på en tegningsret – og at aftalen af den grund var omfattet af reglerne i kursgevinstloven med deraf følgende lagerbeskatning.
På investorsiden ville det betyde, at der – hvis aktietegningen blev en realitet – ville skulle ske beskatning af den økonomiske gevinst senest på dette tidspunkt, mens skatteværdien af et eventuelt tab – hvis aktietegningen ikke blev til noget – ikke ville kunne modregnes i anden indkomst. Tabet ville alene kunne fremføres til modregning i senere gevinster på andre finansielle kontrakter.
|