Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Depechen-artikel:

De danske skatteregler for bankkonti i udlandet

21 juni 2023

Tanja Stocholm, Partner, Tax Legal |

Flere og flere danskere opretter en udenlandsk bankkonto, hvor de har penge stående i fx USD, GBP, EUR eller SEK, men kun de færreste kender de danske skatteregler for den slags.

For mange af de op mod 50.000 danskere, der antages at have en feriebolig i udlandet, er det helt almindeligt at have en bankkonto i et lokalt pengeinstitut. En konto hvor indeståendet ikke er i danske kroner, men i den lokale valuta. Kontoen bruges typisk til betaling af udgifter vedrørende boligen og til indsætning af eventuelle lejeindtægter.

Også mange andre har dog en udenlandsk bankkonto. Det gælder især dem, der har boet og/eller arbejdet i udlandet i en periode, samt de efterhånden ganske mange, som foretager aktieinvesteringer gennem en udenlandsk fondshandler eller som har modtaget medarbejderaktier i et udenlandsk børsnoteret selskab.

 

Danske skatteregler

Når man er fuldt skattepligtig til Danmark, beskattes man ikke kun af dansk formueafkast, men også af afkast af formue i udlandet. Når det gælder udenlandske bankindeståender, omfatter skattepligten ikke kun eventuelle renteindtægter. Også valutakursgevinster er skattepligtige – ligesom valutakurstab er fradragsberettigede – hvis gevinsten eller tabet på årsbasis overskrider et beløb på 2.000 kr. For ægtepar gælder beløbsgrænsen for hver ægtefælle for sig. Overskrides grænsen, beskattes eller fradrages det fulde beløb. Ikke kun den overskydende del. Beskatningen sker som kapitalindkomst og beløbet skal indberettes i rubrik 39 på årsopgørelsen, uanset om det er positivt eller negativt. At der er tale om kapitalindkomst betyder, at både skatten af gevinster og skatteværdien af eventuelle tab udgør op til ca. 42 % af beløbet.

 

Eksempel 1:

Du har den 14. oktober 2022 købt 10.000 USD til kurs 7,65 og indsat pengene på en dollarkonto i en udenlandsk bank. Den 5. maj 2023 har du brugt pengene til køb af aktier. På dette tidspunkt var dollarkursen faldet til 6,76. Det betød, at du realiserede et valutakurstab på 8.900 kr. Dette kurstab er i sin helhed fradragsberettiget på årsopgørelsen for 2023, da det overstiger beløbsgrænsen på 2.000 kr. Noget der efter vores erfaring overses af ganske mange.

 

Eksempel 2:

Du har den 28. maj 2021 købt 15.000 USD til kurs 6,10 og indsat pengene på en dollarkonto i en udenlandsk bank. Den 14. oktober 2022 brugte du pengene til køb af et eksklusivt ur. På det tidspunkt var dollarkursen steget til 7,65. Det betød, at du på tidspunktet for brugen af pengene faktisk realiserede en skattepligtig kursgevinst på hele 23.250 kr.

 

Opgørelse af gevinster og tab

Skattepligtige valutakursgevinster og fradragsberettigede valutakurstab opgøres ud fra forskellen mellem kursen på valutaen på det tidspunkt, hvor den købes eller modtages som betaling for et solgt aktiv, og kursen på det tidspunkt, hvor den sælges eller hvor pengene bruges til betaling af regninger eller til køb af andre aktiver, fx værdipapirer, malerier eller indbo.  

 

Indberetning til Skattestyrelsen

Har du en bankkonto i udlandet, skal du give Skattestyrelsen besked om indeståendet på kontoen ved udgangen af 2022 og om evt. skattepligtige renteindtægter og valutakursgevinster eller fradragsberettigede valutakurstab i 2022 senest den 3. juli 2023. Gør du ikke det, kan du blive pålagt et skattetillæg på op til 2.500 kr. Det gælder også selvom beløbene måske er bagatelagtige. Se mere herom i denne artikel.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.