Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Depechen-artikel:

Betaling af restskat for 2022

21 juni 2023

Pernille Nissen Byg, Senior Consultant, Tax Legal |

Fristen for betaling af restskat nærmer sig. For nogle kan det være fristende at udskyde betalingen ved lade den indregne i forskudsskatten for 2024. Rentemæssigt er der sjældent den store forskel på betaling nu eller senere.

Ifølge en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen var der ved udgangen af marts måned omkring 800.000 danskere, der stod til en restskat for 2022 på i gennemsnit lige over 8.000 kr. Siden da er begge tal nok faldet lidt, da den formelle frist for rettelser til årsopgørelsen for 2022 først udløb den 1. maj 2023 for personer med enkle indkomstforhold. Det ændrer dog ikke ved, at knap en femtedel af borgerne har en større eller mindre restskat for 2022, der snart skal betales.

 

Rentetillæg

For restskat for 2022, der betales senest mandag den 3. juli 2023, skal der betales en såkaldt dag-til-dag-rente på 1,7 % regnet fra 1. januar 2023 og frem til betalingsdagen. Har du en restskat på 8.000 kr., som du betaler den 30. juni 2023, skal du således betale et rentetillæg på knap 70 kr.

Hvis først du betaler restskatten efter den 3. juli 2023, kommer der et fast procenttillæg på 3,7 % oveni. Ved en restskat på 8.000 kr. betyder det et tillæg på knap 300 kr. Der er altså lidt at spare ved at betale inden skæringstidspunktet. Især hvis der er tale om en større restskat.

 

Betaling

Er din restskat for 2022 højst på 21.700 kr. kan du vælge mellem to måder at betale den på. Du kan enten betale beløbet senest mandag den 3. juli 2023 sammen med den beregnede dag-til-dag-rente. I så fald er skatten ude af verden. Betaling af restskat sker via TastSelv på skat.dk.

Betaler du ikke senest den 3. juli 2023, vil skatten sammen med det faste rentetillæg blive indregnet i din forskudsskat for 2024. Det betyder groft sagt, at du kommer til at betale restskatten i 12 rater til næste år, hvis du er månedslønnet.

Er din restskat for 2022 større end et beløb på 21.700 kr. vil et hertil svarende beløb sammen med det faste restskattetillæg heraf blive indregnet i din restskat for 2024, hvis du ikke betaler skatten senest den 3. juli 2023. Den overskydende del vil du skulle betale i tre rater, der forfalder til betaling i august, september og oktober måned.

Har du fx en restskat på 25.000 kr. for 2022, som du ikke umiddelbart kan betale, vil et beløb på 22.503 kr. (21.700 + tillægget på 3,7 %) blive indregnet i din forskudsskat for 2024, mens et restbeløb på 3.422 kr. inklusive rentetillæg vil skulle betales efter sommerferien i år. En indregnet restskat på maksimumbeløbet på 22.503 kr. betyder, at der trækkes 1.875 kr. hver måned i lønnen efter nytår til afvikling af gælden.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.