Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Artikel:

Reglerne om fuld skattepligt og skattefritagelse lempes som følge af Covid-19

19 juni 2020

Coronapandemien har medført begrænsninger i, hvor personer kan opholde sig og udføre deres arbejde. Folketinget har derfor vedtaget midlertidige lempelser i skattelovgivningen for at afbøde en række utilsigtede konsekvenser for udlandsdanskere, udstationerede og personer på forskerskatteordningen.

 

Indtræden af fuld skattepligt

Personer, der ikke er fuldt skattepligtige til Danmark, men som har erhvervet bopæl her i landet, kan vælge at blive omfattet af en midlertidig ordning, der medfører, at der ikke indtræder fuld skattepligt selvom de normalt tilladelige grænser for ophold her i landet i en sådan situation overskrides.

Således medfører ordningen, at uafbrudt ophold her i landet over 3 måneder eller ved samlede ophold her i landet over 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder ikke medfører indtræden af fuld skattepligt, hvis overskridelsen skyldes ophold her i landet i perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020.

Der kan udføres arbejde under opholdet her i landet i den angivne periode, uden at der indtræder fuld skattepligt her til landet.

Tilvælges ordningen er der fortsat pligt til at svare indkomstskat til staten af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold og honorarer, der kan henføres til den angivne periode, i det omfang personen opholder sig her i landet. Det gælder uanset, om personen arbejder eller holder ferie under opholdet i Danmark i den angivne periode.

Valget om at anvende ordningen skal træffes senest den 1. maj 2021 og kan omgøres til og med den 30. juni 2022.

Indtræden af skattepligt efter den såkaldte opholdsregel, hvor fuld skattepligt indtræder med tilbagevirkende kraft til den første dag af et samlet ophold i Danmark på mere end 6 måneder uden egentlig bopæl i Danmark, berøres ikke af ovenstående ændringer. Det betyder, at en person, der har opholdt sig i Danmark i mere end 6 måneder i sammenhæng og i denne periode fx har boet hos familie eller i et lejet sommerhus, kan blive fuldt skattepligtig med tilbagevirkende kraft til den første dag, hvor opholdet i Danmark startede.

 

Skattelempelse efter ligningslovens § 33 A

Udstationerede, der er fuldt skattepligtige til Danmark, kan anvende reglen i ligningslovens § 33 A om skattelempelse vedrørende lønindkomst optjent i udlandet, hvis udlandsopholdet mindst varer 6 måneder, og såfremt personen maksimalt opholder sig 42 dage her i riget pga. ferie eller lignende inden for enhver 6-måneders periode af udlandsopholdet.

Ifølge lovændringen kan sådanne personer vælge at se bort fra ophold her i riget fra og med den 9. marts 2020 til det tidspunkt, hvor arbejdet genoptages i det land, hvor arbejdet normalt udføres, dog senest til og med den 30. juni 2020.

Valget medfører at arbejde her i riget, der ikke er nødvendigt arbejde i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ikke afbryder udlandsopholdet – hvilket ellers normalt er tilfældet. Nedsættelsen af den samlede indkomstskat efter reglen omfatter ikke den del af lønindkomsten, der kan henføres til den angivne periode. Dette gælder uanset, om der udføres arbejde eller holdes ferie under opholdet.

Valget om at anvende ordningen skal træffes senest den 1. maj 2021 og kan omgøres til og med den 30. juni 2022.

 

Forskerskatteordningen

Medarbejdere, som rekrutteres i udlandet, og som indgår i et ansættelsesforhold med en dansk arbejdsgiver, kan under visse betingelser blive beskattet af lønindkomst efter den lempelige forskerskatteordning, hvilket vil sige 8 % AM-bidrag og 27 % A-skat af det resterende beløb - i alt 32,84 % skat uden fradragsmuligheder - i en eller flere perioder på samlet op til 7 år.

Hvis et ansættelsesforhold, som muliggør beskatning efter forskerskatteordningen, er indgået senest den 8. marts 2020, ses der bort fra følgende forhold vedrørende perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020 ved vurderingen af, om betingelserne for at anvende ordningen opfyldes:

  1. Der ses bort fra ophør af begrænset skattepligt ved vurderingen af, om medarbejderen er skattepligtig til Danmark således, at vedkommende ikke udelukkes i 10 år fra at kunne anvende en eventuel resterende periode på ordningen.

    Hermed forstås, at hvis medarbejderen f.eks. bor i Sverige og er begrænset skattepligtig af lønindkomst fra en dansk arbejdsgiver, kan medarbejderen fortsætte på forskerskatteordningen, selvom den begrænsede skattepligt ophører i en periode - f.eks. fra 9. marts til 15. juni 2020.
     
  2. Der ses bort fra ophold uden for Danmark, der medfører, at beskatningsretten overgår til udlandet, Færøerne eller Grønland for mere end 30 arbejdsdage.
     
  3. Der ses bort fra betingelsen om minimumsvederlag i henhold til ansættelseskontrakten.

Endvidere gælder, at I et nyt ansættelsesforhold, der skulle være tiltrådt i perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020, kan forskerskatteordningen anvendes, såfremt ansættelsesforholdet tiltrædes senest den 1. august 2020.

Normalt gælder, at tiltrædelse hos en ny dansk arbejdsgiver, hvor forskerskatteordningen også ønskes anvendt, skal ske senest en måned efter ophøret af det hidtidige ansættelsesforhold, hvor ordningen er anvendt.