Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Artikel:

Ændrede regler for afskrivninger på fast ejendom

02 marts 2023

Mikael Risager, Partner, Skat |
Anne Katrine Lindholt, Manager, Skat |

Anskaffelser af og forbedringer på bygninger foretaget den 1. januar 2023 og fremadrettet medfører forringet afskrivningsmulig.

Nedsættelse af afskrivningssatsen på nyerhvervet ejendom fra 4% til 3%
Ultimo 2022 blev lovforslaget vedrørende nedsættelse af afskrivningssatsen på fast ejendom vedtaget med virkning pr. 1. januar 2023. Baggrunden er, at man politisk set har vurderet at levetiden på ejendomme i dag er ca. 33 år – frem for den tidligere forventede levetid på 25 år. En lignende øvelse blev gennemført i 2008, hvor afskrivningssatsen blev nedsat fra 5% til 4%

Bygninger, som erhverves fra og med den 1. januar 2023, skal således afskrives med 3%. Det samme gælder for installationer i sådanne nyerhvervede ejendomme.

For ejendomme og dertilhørende installationer, som allerede var erhvervet inden årsskiftet 2023, gælder, at disse fortsat skal afskrives med 4%. Foretages der efter 1. januar 2023 forbedringer, til- og/eller ombygninger på en allerede-ejet ejendom, udgør disse udgifter et selvstændigt afskrivningsgrundlag og kan kun afskrives med 3%. I praksis betyder det, at der for nogle bygninger kan forekomme to afskrivningsgrundlag og -satser; én andel af bygningen afskrives med 4% og en anden andel, som er tilkommet efter 1. januar 2023, afskrives med 3%.

-    Eksempel:
Bygning anskaffet i 2021 (før 2023). Der laves en tilbygning på ejendommen i marts 2023. Bygningen afskrives fortsat med 4%, hvorimod tilbygning afskrives med 3%.

Endelig skal det nævnes, at afskrivningssatsen for kunstnerisk udsmykning af afskrivningsberettigede bygninger ligeledes nedsættes fra 4% til 3% - igen med 1. januar som skæringsdato.

Bygninger med kort levetid – afskaffelse af forhøjet afskrivningssats
Visse bygninger er udsat for sådanne fysiske forhold, at de vurderes at have nedsat levetid (<33 år) trods almindelig vedligeholdelse. Dette kan fx være drivhuse, campinghytter, korn- og lagersiloer m.fl.

Er en sådan bygning erhvervet før 1. januar 2023 kan afskrives med forhøjet afskrivningssats; tillæg på 3%. Med den nye lov afskaffes muligheden for at få forhøjet afskrivningssats for bygninger erhvervet efter 1. januar 2023.

-    Eksempel:
En campinghytte har en estimeret levetid på 15 år. Er hytten erhvervet før 1. januar 2023, kan den afskrives med 9,67% (100/15 år + 3%).

Erhverves hytten 1. januar 2023 eller senere kan bygningen kun afskrives med 6,67% (100/15 år). 

Den nedsatte afskrivningssats forringer likviditeten ved investering i afskrivningsberettiget fast ejendom. Dette er et centralt punkt at få medregnet i sin investeringsplan.