Problemstillingen angående fastlæggelsen af skattemæssige indgangsværdier ved en overgang fra skattefrihed til skattepligt er ikke isoleret til vandsektoren. Eksempelvis er en del varmeselskaber overgået fra skattefrihed til skattepligt i den samme periode.
Overgangen for disse selskaber reguleres af de samme bestemmelser som vandselskaberne, og Skattestyrelsen har i en række tilfælde truffet afgørelse om, at også varmeselskabernes skattemæssige indgangsværdier skal gøres op med afsæt i den DCF-model, som Højesteret nu har underkendt.
Henset til Højesterets domme, vil afgørelserne mod varmeselskaberne også kunne genoptages under henvisning til, at varmeselskaber i lighed med vandselskaber også er underlagt hvile-i-sig-selv-princippet.
Styresignalet, det vil sige det høringsudkast, som blev offentliggjort den 8. maj 2019, er imidlertid formuleret så snævert, at det formentlig alene er tiltænkt at skulle anvendes på vandselskaber.
”Styresignalet beskriver den hidtidige og den nye praksis vedrørende opgørelse af de skattemæssige indgangsværdier af vandselskabernes aktiver, herunder særligt værdien af distributionsnet (ledningsnet) og produktionsanlæg, og dermed selskabernes afskrivningsgrundlag.
Styresignalet gælder for de aktiver i vandselskaberne, der udgør en så integreret del af vand- og spildevandsvirksomheden, at de ikke kan benyttes af udenforstående, men kun af de omhandlede vandselskaber.”
Det vil sige, at varmeselskaber, som ikke har en verserende klage i Landsskatteretten, ville skulle have anmodet om ekstraordinær genoptagelse, inden reaktionsfristens udløb den 8. maj 2019 − seks måneder efter at ændringen af Skattestyrelsens praksis er kommet til skatteyders kundskab, hvilket må anses for at være sket ved offentliggørelsen af Højesterets domme den 8. oktober 2018. Omvendt påhviler der dog også Skattestyrelsen en forpligtigelse til at have rettet henvendelse til berørte varmeselskaber inden for reaktionsfristen.
Kan varmeselskaber anvende POLKA til fastlæggelse af de skattemæssige indgangsværdier?
Da varmesektoren står over for at skulle udarbejde POLKA-værdier, er det naturligvis interessant om varmesektoren, i lighed med vandsektoren, kan anvende disse som udtryk for de skattemæssige indgangsværdier.
Som udgangspunkt må det antages, at spørgsmålet bliver afklaret i Landsskatteretten inden for den nærmeste fremtid, da en række varmeselskaber har påklaget afgørelser, hvor Skattestyrelsen har anvendt DCF-modellen.
Det er imidlertid ikke givet på forhånd, at anvendelsen af POLKA-værdier er den ”naturlige” løsning i forbindelse med varmeselskaber, ligesom varmeselskaber ikke umiddelbart kan støtte ret på Højesterets domme relateret til vandsektoren.
Højesterets præmisser for dommene tog afsæt i følgende betragtninger:
”Udgangspunktet for værdiansættelsen må derfor være, hvad det under markedsmæssige betingelser ville have kostet for H1 at overtage det allerede eksisterende distributionsnet. Nettets nedskrevne genanskaffelsesværdi er et tilnærmet udtryk herfor. Alternativet for H1 ville være nyetablering af et [distributionsnet/ledningsnet og produktionsanlæg]. Efter ligningslovens § 2 skal værdien fastsættes i overensstemmelse med, hvad der ville være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter. Ved skønnet over, hvilken værdi det erhvervede [distributionsnet/ledningsnet og produktionsanlæg] bør fastsættes til, må der derfor også tages hensyn til, at kommunen som den sælgende part ikke havde noget at bruge [distributionsnettet/ledningsnettet og produktionsanlægget] til efter H1’s overtagelse af forsyningspligten. H1 må derfor antages som den købende part at kunne have forhandlet sig til en lavere købspris for [distributionsnettet/ledningsnettet og produktionsanlægget] end den nedskrevne genanskaffelsesværdi.
På den anførte baggrund og i overensstemmelse med skønsmandens svar på spørgsmål F finder Højesteret, at den beregningsmetode, hvorved den regulatoriske værdi opgøres som et gennemsnit af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi (den såkaldte POLKA-værdi), er et rimeligt udtryk for, hvorledes [distributionsnettets/ledningsnettets og produktionsanlæggets] værdi efter ligningslovens § 2 bør fastsættes.”
Den bagvedliggende tanke ved anvendelsen af POLKA-værdierne i relation til vandsektoren hviler således blandt andet på en henvisning til ”spørgsmål F” i den syns- og skønsrapport, som blev udarbejdet i forbindelse med vandskattesagerne. Syns- og skønsmanden blev i spørgsmål F anmodet om at redegøre for, hvilken værdiansættelsesmodel der efter hans opfattelse ville være egnet til at fastsætte værdien af aktiverne i et vandselskab.
Skønsmandens svar, som Højesteret har lagt til grund, er bygget op omkring anvendelsen af de regulatoriske værdier:
”Et valg af et alternativt værdibegreb bør efter mit skøn være styret af indholdet af de regulatoriske krav, som er gældende for et vandforsyningsselskab.
Som anført ovenfor under besvarelsen af spørgsmål C, begrænser vandforsyningsloven mulighederne for at generere overskud og dermed udbetale udbytte til aktionærerne. Derfor skal værdiansættelsen afspejle den reelle takstpolitik. Hvile-i-sig-princippet medfører, at de regnskabsmæssige afskrivninger/skattemæssige afskrivninger på de indskudte aktiver skal ske med udgangspunkt i en værdimåling, der gør det muligt at generere en omsætning, der er tilstrækkelig til at skabe et økonomisk råderum til reinvesteringer (herunder vedligehold) i forsyningsanlægget med henblik på at bevare evnen til at opfylde formålet om vandforsyning.
På denne baggrund konkluderer jeg derfor, at en måling af de indskudte aktiver til en eller anden form for genanskaffelsespriser er mere velegnet. Men det er nødvendigt, at målingen af genanskaffelsespriser tager hensyn til det henfald/slitage etc., siden den oprindelige anlægget blev etableret.
Min konklusion harmonerer med den metode og de anvisninger, der gives i ”Vejledning til udarbejdelse af reguleringsmæssig åbningsbalance, Forsyningssekretariatet, 17. februar 2010”, i det følgende benævnt ”regulatorisk værdiansættelse”.”
Udover at vand- og varmesektoren begge er underlagt hvile-i-sig-selv-princippet, så er reguleringen af disse sektorer meget forskellige.
Herunder er det vigtigt at holde sig for øje, at POLKA i vandsektoren blev anvendt til at fastlægge de regulatoriske indgangsværdier i forbindelse med et regimeskifte, som samtidig indebar en overgang til skattepligt.
I relation til varmesektoren, så er de konkrete varmeselskabers overgange til skattepligt ikke båret af et regimeskifte, hvor der samtidigt har skullet fastlægges nye regulatoriske værdier. For varmeselskabernes vedkommende sker takstfastsættelse mv. på baggrund af allerede eksisterende varmeprismæssige værdier.
Derudover er de POLKA-værdier, som varmesektoren står over for at skulle udarbejde, ikke relateret til prisreguleringen. Det vil sige, at sigtet med det kommende POLKA ikke er en ændring af de varmeprismæssige værdier. Udarbejdelsen af POLKA-værdier i varmesektoren er i første omgang båret af et ønske om at etablere en benchmarking-model.
Baseret på ovenstående er det vores umiddelbare opfattelse, at de skattemæssige indgangsværdier for varmeselskaber − også under henvisning til præmisserne i Højesterets domme − må skulle tage afsæt i de varmeprisregulatoriske værdier. Det kan imidlertid give visse udfordringer, da de varmeprisregulatoriske værdier ikke nødvendigvis udtrykker værdien af alle de tilstedeværende aktiver i et varmeselskab, eftersom disse kan være straksafskrevet eller afskrevet over en væsentlig kortere periode end den faktiske brugstid. Udfordringen vil således bestå i, at aktiver som er straksafskrevet sagtens kan have en handelsværdi, men ikke − isoleret set − har en varmeprisregulatorisk værdi, så længe det anvendes i regi af varmeselskabet.
I sådanne situationer må det antages, at de konkrete aktiver under henvisning til højesterets præmisser kan værdiansættes til nedskrevne genanskaffelsespriser, såfremt der ikke kan findes en sammenlignelig markedsværdi. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at denne betragtning kun kan finde anvendelse i situationer omfattet af selskabsskattelovens § 5 D. Det vil sige i de tilfælde, hvor et varmeselskab overgår fra skattefrihed til skattepligt, og ikke i de tilfælde, hvor en varmeforsyning udskilles fra en kommune til et skattepligtigt selskab.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående eller behov for hjælp til en genoptagelsessag, så står BDO Energi & Forsyning gerne til rådighed.
Kontakt os