Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
  • Seks gode grunde til at arbejde med bæredygtig og ansvarlig omstilling
Artikel:

Seks gode grunde til at arbejde med bæredygtig og ansvarlig omstilling

22 maj 2023

Mia Walde, Senior Manager |
Mette Toftegaard Rasmussen, Senior Manager |

Bæredygtig og ansvarlig omstilling er vigtigere end nogensinde før i det moderne erhvervsliv. Virksomheder er blevet mere bevidste om deres påvirkning af miljøet og samfundet, og mange ønsker at tage ansvar for at mindske deres negative indvirkning. Der er flere grunde til, at det er vigtigt at lægge større vægt på virksomhedens bæredygtighedsprofil.

I denne artikel vil vi give jer seks gode grunde til at se nærmere på, hvordan bæredygtighed og ansvarlig omstilling er af stigende betydning for jeres kunder, samarbejdspartnere og investorer samt jeres virksomheds omdømme og konkurrenceevne generelt.

 

1. Lev op til dine kunders og samarbejdspartneres krav

Hvis dine kunder og samarbejdspartnere begynder at opstille og efterleve egne krav til CSR og bæredygtighed, kan du også blive påvirket af de skærpede krav. Dette er selvom din virksomhed ikke er direkte underlagt lovgivning og regulering på området.

For eksempel, hvis din virksomhed er leverandør til en stor (+250 ansatte) og børsnoteret virksomhed, vil du indirekte blive påvirket af samme skærpede krav. Det skyldes, at den store virksomhed er tvunget til at arbejde med CSR- og bæredygtighedsoptimering i hele sin forsyningskæde. Det samme kan gøre sig gældende hos offentlige kunder og samarbejdspartnere.

 

2. Spar penge og ressourcer

Ikke sjældent høres det fra politikere og meningsdannere, at det skal være dyrere at forurene.

Derfor arbejdes der på højtryk for, at der implementeres afgifter på den såkaldte ”sorte” økonomi, mens den ”grønne” økonomi fremmes gennem finansiering af en lang række projekter – herunder for SMV’er. Ved at arbejde med CSR, vil din virksomhed på sigt kunne mindske omkostningerne på en lang række områder – for eksempel jeres vand-, varme- og energiforbrug ved at sikre bedre arbejdsforhold, som kan føre til mindre sygefravær, ved at reducere spild og ved at arbejde med cirkulær økonomi.

 

3. Tiltræk og fasthold de bedste medarbejdere

Du har måske allerede mærket det - fremtidens medarbejder efterspørger, på lige fod med fremtidens forbruger, i endnu højere grad aktiv handling på CSR- og bæredygtighedsfronten.

Med en stærk bæredygtighedsprofil vil din virksomhed kunne tiltrække den arbejdskraft, som matcher din virksomheds holdninger og værdier.

 

4. Undgå fremtidige finansieringsudfordringer

Allerede i dag advarer Finanstilsynet om, at kravet om klimarapportering på sigt kan føre til, at banker lukker for lån til små og mellemstore virksomheder. Finanstilsynets chef udtaler: ”Faren er, at de små og mellemstore virksomheder i fremtiden kan risikere at få sværere ved at få kredit og skal betale højere renter for at låne, hvis ikke de kan dokumentere, hvordan de påvirker klimaet eller arbejder for bæredygtighed.”

I fremtiden forventes det derfor, at bankerne og den øvrige finansielle sektor vil stille strengere krav til virksomheder, inden de yder finansiering eller investerer.

 

5. Overhold lovkrav

Som følge af EU Green Deal kommer der en lang række nye lovkrav nu og i de kommende år.

Disse nye lovkrav glæder blandt andet CSR-rapportering (CSRD) – men rækker også udover den årlige rapport. Fremadrettet skal virksomhederne kortlægge deres negative påvirkning på samfundet og samtidig sætte mål og arbejde med at reducere deres CO2-udledning, forurening mv. For SMV’er vil kravene ramme indirekte via krav fra kunder og samarbejdspartnere. Det er derfor vigtigt at fokusere på CSR og bæredygtighed nu, hvis du ønsker at fremtidssikre din virksomhed.

 

6. Vær en del af løsningen

Mange virksomhedsejere bliver mere og mere opmærksomme på, at den lineære økonomiske model har en negativ indvirkning på både mennesker og miljø. De erkender, at den forretningsmodel, de er en del af, bidrager til verdens problemer med klimaforandringer, ressourceudnyttelse og udnyttelse af arbejdskraft i værdikæder. Gentænkning af forretningsmodellen og øget fokus på cirkularitet kan bevæge jer i retning af at blive en del af løsningen - i stedet for at være en del af problemet.