Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.

Danmarks mest succesfulde virksomheder blev fundet

17 oktober 2019

Med prisen Succesvirksomheder 2019 er de fem succesvirksomheder nu blevet fejret i landets fem regioner. Udover de fem regionsvindere er der også blevet uddelt særpriser inden for digital omstilling, jobskabelse og bæredygtighed. 

Spar Nord og BDO har identificeret de 1.000 virksomheder i dansk erhvervsliv, som i løbet af de seneste fem år har leveret den mest overbevisende finansielle succes. Blandt de mange succeshistorier er de fem største nu blevet fundet og kåret ved prisuddelinger i alle landets regioner.

Fredag den 18. blev den femte og sidste vinder fundet ved regionsfinalen i Region Nordjylland, hvor Intech International, der leverer produktionsløsninger til fødevareindustrien, løb med hovedprisen. I Region Hovedstaden blev Pascal, som er specialister i forstærkerløsninger til indbygning i højtalere, hyldet med hovedprisen, mens pilotskolen Center Air Pilot Academy blev kåret til den største erhvervsmæssige succes i Region Sjælland. I det midtjyske blev vinderen undertøjsproducenten Dilling, mens det blev teknologivirksomheden PolyTech, som fik tildelt hovedprisen i Region Syddanmark.

Intech
Carsten Trudslev og Anette Juul Larsen, Intech International A/S


Pascal
Jesper Lind Hansen, Lars Rosenkvist Fenger og Peter Frentz, Pascal

 


Jens Kristian Frost, Bodil Frost, Frederik Frost, Simon Frost, Anna Frost og Anna Kjær Thorsøe, Center Air Pilot Academy


Dilling
Dilling A/S


Polytech
Mads Kirkegaard, Thorbjørn Rasmussen og Ulla Kamp Knudsen, Polytech A/S

- Succes kan defineres på mange måder, men for os handler en erhvervsmæssig succes om at levere varen år efter år. Det handler om at bevise, at din forretningsidé og din forretningsmodel er robust og bæredygtig og i stand til at skabe tilfredsstillende finansielle resultater og den vækst, som er en forudsætning for udviklingen af vores velfærdssamfund. Netop derfor er det også et afgørende kriterie, at virksomhederne igennem en længere årrække har leveret stærke resultater, hvilket de fem vindende virksomheder har gjort til fulde, udtaler administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby. Administrerende direktør Stig Holst Hartwig fra BDO supplerer:

- Med ”Succesvirksomhed 2019” har vi først og fremmest hædret de bundsolide danske virksomheder, der mestrer det lange seje træk. Virksomheder, som ikke nødvendigvis får opmærksomhed med innovative produkter, storstilede eksporteventyr eller kortvarige og lodrette vækstrater, men som er hverdagens helte. De, der hver dag leverer en imponerende indsats som drivkraft i lokalområderne og i den danske økonomi som helhed.

Udover de fem hovedprisvindere, er der i de fem regioner også blevet uddelt en række særpriser inden for kategorierne digital omstilling, jobskabelse og bæredygtighed. 

 

84 procent små- og mellemstore virksomheder

De 1.000 succesvirksomheder er udvalgt på baggrund af et pointsystem, som Spar Nord og BDO har udviklet, hvor alle virksomheder har fået tildelt mellem 0 og 20,5 point efter en række finansielle parametre. På landsplan har succesvirksomhederne præsteret et pointgennemsnit på 17,09.

Spar Nord og BDO har derfor foretaget en grundig analyse af samtlige succesvirksomheders regnskaber. Ifølge analysen har virksomhederne haft en samlet indtjening på 10,64 milliarder kroner i det seneste regnskabsår. Det svarer til en indtjeningsvækst på 33 procent, når vi sammenligner med året før. De gode resultater har også smittet af på egenkapitalen blandt de danske succesvirksomheder, som er vokset til godt 30 milliarder kroner.

Den største andel af succesvirksomhederne finder man inden for detailsektoren, mens byggeriet og fremstillingsvirksomhederne også er godt repræsenteret. Her af er 84 procent af de udvalgte succesvirksomheder små-og mellemstore virksomheder med op til 50 ansatte.

- Vi har meget forskellige erhvervsstrukturer i Danmark, og selvom alle danske virksomheder skal forholde sig til en global verden, så er der relativt store forskelle på både ressourcer og marked i de danske regioner. Derfor hylder vi de 200 dygtigste succesvirksomheder i henholdsvis Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark, Sjælland og Hovedstaden, forklarer Stig Holst Hartwig.

 

Hoved- og særprisvindere – Succesvirksomheder 2019 blev:

  • Region Hovedstaden
  • Hovedprisen: Pascal A/S
  • Digital omstilling: SCHØDT A/S
  • Jobskabelse: Ghost A/S

 

  • Region Sjælland
  • Hovedprisen: Center Air Pilot Academy
  • Digital omstilling: Hovmand A/S
  • Jobskabelse: AB-ELCO A/S

 

  • Region Midtjylland
  • Hovedprisen: Dilling A/S
  • Digital omstilling: Firtal Web A/S
  • Jobskabelse: Confac A/S
  • Bæredygtighed: KnowledgeCotton Apparel A/S

 

  • Region Syddanmark
  • Hovedprisen: Polytech A/S
  • Digital omstilling: Alphalyse A/S
  • Jobskabelse: INGENIØR’NE A/S
  • Bæredygtighed: Kentaur A/S

 

  • Region Nordjylland
  • Hovedprisen: Intech International A/S
  • Digital omstilling: Foamico A/S
  • Jobskabelse: SeaMech A/S
  • Bæredygtighed: Ventisol A/S

 

Fakta om ”Succesvirksomhed 2019”

Spar Nord og BDO har udviklet en ny metode til at identificere landets mest succesfulde virksomheder. Samtlige danske virksomhedsregnskaber de seneste fem år er blevet gennemgået, og alle virksomheder har fået mellem 0 og 20,5 point. Her skiller 200 virksomheder pr. region sig ud målt på følgende parametre:

  • Kontinuerlig vækst i resultat før skat for de seneste fem år: Kan resultere imellem 0 og 5,5 point.
  • Sundhed i seneste regnskabsår: Soliditetsgrad i procent: Kan resultere imellem 1 og 3 point.
  • Kontinuerlig vækst i egenkapital: Konsolidering, der tillader investering: Kan resultere imellem 1 og 6 point.
  • Forrentning af egenkapital: Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag: Kan resultere imellem 1 og 6 point.

Ikke-finansielle holdingselskaber, ejendomsselskaber, fonde samt virksomheder med over 1.000 ansatte er ikke medtaget i analysen. Læs mere om ”Succesvirksomhed 2019” her: www.succesvirksomhed.dk.