Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Artikel:

Skærpet kontrol ved import af brugte biler - hvad betyder det for din virksomhed?

23 juni 2020

John Baarup Sørensen, Consultant |
Chris Pedersen, Partner, Moms |

Folketinget har den 12. juni 2020 indgået en aftale om skærpet kontrolindsats, der skal rette op på selv-anmelderes forkerte håndtering af import af køretøjer. Samtidig udfases selvanmelderordningen for eksport den 1. juli 2020.

Ifølge undersøgelser står det skidt til med regelefterlevelsen på motorområdet. Seneste undersøgelse viser, at ud af knap 400 kontroller, har importværdien været fastsat for lavt i 90 % af tilfældende – det vil sige 14.000 kr. i gennemsnit pr. køretøj. En række initiativer har nu set dagens lys for at imødekomme regelefterlevelsen på motorområdet.
 

Import af køretøjer

For import er der helt konkret aftalt følgende ændringer:

  • Frem mod udgang af 2021 øges kontroltrykket med import af brugte biler fra 10 til 15 %. Det vil sige, at det stiger med ca. 3.000 ekstra kontroller årligt.
     
  • Med virkning fra 1. januar 2021 reduceres toldsynets gyldighed af importerede biler fra et år til fire uger.
     
  • Med virkning fra 1. januar 2021 nedsættes reguleringen af et køretøjs vedligeholdelsesmæssige stand fra 5 % til 2 %. Det gælder både ved import og eksport.
     
  • Med virkning fra 1. juli 2020 fastholdes den såkaldte kravlegårdsordning, så nye selvanmeldervirksomheder følges i de første seks måneder.

Fra 1. januar 2021 gælder en ny syvdages tidsfrist for anmodning om beregning af leasingkøretøjers værditab, hvor køretøjet udgår af leasingordningen.
 

Eksport af køretøjer - selvanmelderordning udfases

Fra 1. juli 2020 kan virksomheder ikke længere selv foretage selvanmeldelser af værdien og angive eksportgodtgørelse ved eksport af køretøjer.

For at opnå godtgørelse af registreringsafgift skal virksomheder imidlertid være opmærksom på følgende:

  • Der skal indsendes ansøgninger via motorregistret og betales et gebyr for sagsbehandlingen.
     
  • Der skal indsendes dokumentation for ejerskab og udførsel på alle ansøgninger om eksportgodtgørelse.

Køretøjet skal udføres inden udløbet af tre måneder efter ansøgning om eksportgodtgørelse. Det gælder køretøjer, der er anmeldt til eksport fra og med 1. juli 2020.
 

Det betyder det for din virksomhed

Hos BDO Moms forventer vi, at autoforhandlerne i et stigende omfang må forvente kontrolbesøg  fra de respektive myndigheder. Dette er i sig selv ganske ressourcekrævende, hvis der ikke er nogenlunde styr på dokumentation og reglerne på området.

Et sådant kontrolbesøg kan desuden resultere i reguleringer og i værste fald også i ordensbøder ved manglende regelefterlevelse.

Derfor bør autoforhandlere sikre sig en ekstra gang, at der er styr på værdiansættelserne, samt indrette sig efter den nu kortere tidsperiode for toldsyn ved import, udførselsperioden ved eksport og den nye syvdages tidsfrist for anmodning om beregning af leasingkøretøjers værditab.

BDO Moms står naturligvis til rådighed til både hjælp og vejledning, så I bedre kan håndtere de mange ændrede regler. Vi deltager også gerne i de kommende kontrolbesøg.