Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Depechen-artikel:

De nye udtagningsregler på momsområdet

12 maj 2021

Pernille Rise, Director, Moms |

Vi afholder snart et webinar om de nye reglers betydning for ejendomsbranchen, men faktisk har reglerne også konsekvenser for selvstændiges overførsel af mindre aktiver fra virksomheden til privatsfæren.

Med virkning fra 1. juli 2021 ændres de momsmæssige udtagningsregler. På ejendomsområdet betyder det, at der skal betales moms af markedsværdien, når et byggeri, der er opført med henblik på salg, overgår til udlejning, fordi det ikke har været muligt at sælge husene eller lejlighederne.

De nye regler gælder ikke kun for ejendomme, der opføres efter skæringsdatoen, men også for allerede opførte ejendomme, der overgår til udlejning efter denne dato. Netop nu overvejer mange byggevirksomheder derfor, om de skal tage usolgte ejendomme af salgslisten inden skæringsdatoen, eller om det er bedre at vente til efter.

Hvis du vil have en hurtig indføring i de nye reglers betydning for ejendomsområdet, kan du tilmelde dig et webinar, som vi holder fredag den 28. maj 2021, kl. 09:00 - 09:45. Webinaret er relevant for alle aktører inden for ejendomsbranchen, herunder også for developere og ejendomsmæglere.

 

Selvstændiges overførsel af mindre aktiver til privatsfæren

De nye udtagningsregler har også konsekvenser for selvstændige, der fx overfører en ældre bil på gule plader fra deres virksomhed til privatsfæren.

Efter de gældende regler kan aktiver, der oprindelig er købt for et beløb på under 100.000 kr. ekskl. moms, efter fem år – regnet fra udgangen af købsåret – udtages af virksomheden til privat brug, uden at nogen del af den fratrukne købsmoms skal tilbagebetales.

Fra 1. juli 2021 vil dette ikke længere være muligt. Efter de nye regler skal der altid betales udtagningsmoms af markedsværdien af aktivet på det tidspunkt, hvor dette overføres til privatsfæren. Det gælder altså, uanset om aktivet ved overførslen har været ejet i tre, syv eller elleve år.

Er der tale om en bil, vil markedsprisen kunne findes ved opslag på bilbasen.dk, mens der for andre aktiver typisk vil kunne findes brugtpriser på andre handelsplatforme.

Selvstændige, der går med aktuelle planer om at overføre et ældre aktiv – en lille varebil, en plænetraktor eller andet maskineri – bør selvsagt overveje at effektuere overførslen inden 1. juli 2021, hvis de vil spare momsen.

 

Skattemæssige konsekvenser

For god ordens skyld bemærkes, at en overførsel af et ældre aktiv fra virksomheden til privatsfæren p.t. godt kan ske uden moms, men ikke uden skattemæssige konsekvenser.

På skatteområdet vil en sådan overførsel således typisk få betydning på to områder. 

For det første vil aktivet skulle fragå driftsmiddelsaldoen til aktivets markedsværdi på overførselstidspunktet, hvilket vil reducere de fremtidige skattemæssige afskrivninger i virksomhedsregnskabet.

For det andet vil det samme beløb også skulle bogføres som en hævning i virksomheden, hvis indehaveren anvender virksomhedsordningen. Dette vil i givet fald enten reducere muligheden for opsparing af overskud i det aktuelle år eller føre til beskatning af opsparet overskud fra tidligere år.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.