Et klart medhold både i Landsskatteretten og i landsretten var ikke nok til at sikre Skattestyrelsen den endelige sejr i Adecco-sagen, idet Højesteret endte med at give selskabet fuldt medhold.
Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt de royalties, som den danske afdeling af vikar- og bemandingsvirksomheden i årene 2006-2009 betalte til sit schweiziske moderselskab for retten til at anvende varemærket ”Adecco” i Danmark samt for know-how og adgang til det internationale Adecco-netværk, oversteg, hvad en uafhængig part ville have betalt for de tilsvarende rettigheder. For de omhandlende år havde det danske datterselskab betalt omkring 84 mio. kr. svarende til 2 % af omsætningen.
Tre af dommerne i Højesteret fandt, at betalingen var i orden, og at det danske selskab derfor havde fradrag for denne. De mente ikke, at skattemyndighederne havde godtgjort, at betalingen ikke var udtryk for honorering på markedsvilkår, ligesom de ikke mente, at selskabets transfer-pricing dokumentation for de pågældende år var mangelfuld i et sådant omfang, at det kunne sidestilles med manglende dokumentation.
To dommere mente, at skattemyndigheder havde løftet bevisbyrden for, at den betalte royalty ikke var fastsat på armslængdevilkår, men fandt dog, at der burde godkendes fradrag for en del af betalingen. De stemte derfor for at hjemvise sagen til fornyet behandling.
Ingen dommere stemte således for at give skattemyndighederne fuldt medhold. Du kan læse dommen her.
Kommentar
Da Skattestyrelsen sidste år – også med dommerstemmerne 3-2 – led nederlag i Højesteret i en ligeledes meget omtalt transfer pricing-sag mod Microsofts danske afdeling, var det ikke den store overraskelse, fordi styrelsen også havde tabt sagen både i Landsskatteretten og i landsretten.
I sagen mod Adecco var forholdene det modsatte. Skattestyrelsen havde nemlig vundet sagen klart både i Landsskatteretten og i landsretten. Sagens udfald ved Højesteret er derfor et sviende nederlag til Skattestyrelsen og endnu et eksempel på, at domstolene – nok især Højesteret – stiller meget store krav til den dokumentation, som styrelsen skal fremlægge til støtte for, at en given koncernintern afregningspris ikke er i orden.
Og heldigvis for det. Når Skattestyrelsen bedømmer kommercielle aftaler i TP-sager sker det af gode grunde uden detaljeret indsigt både i den konkrete virksomhed og i den konkrete branche. Derfor bør det naturligvis også være endog meget svært – men selvsagt ikke umuligt – for styrelsen at tilsidesætte aftalte forretningsvilkår.
Dommens betydning for andre virksomheder ligger derfor også mest i dette faktum, fordi de forhold, som bedømmes i transfer pricing-sager, herunder i Adecco-sagen, sjældent kan genfindes 1:1 i andre virksomheder. Mange virksomheder vil ikke desto mindre være taknemmelige for, at Adecco, uanset procesrisikoen og sagsomkostningerne, valgte at bringe sagen til Højesteret, fordi et modsat udfald utvivlsomt ville være blevet opfattet som en blåstempling af den dokumentationsstandard, som skattemyndighederne præsterede i sagen. Nu skal baren sættes højere.
I BDO har vi dyb indsigt i reglerne for transfer pricing-dokumentation. Ønsker du en vurdering af, om dokumentationen i din virksomhed er tilstrækkelig, er du velkommen til at kontakte os. Vi har TP-eksperter i alle landets regioner.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.