Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Depechen-artikel:

Få uger tilbage til at søge om kompensation for faste omkostninger

01 september 2020

Sidste frist for ansøgning om kompensation for faste omkostninger nærmer sig med hastige skridt. Arbejdet med udarbejdelse af ansøgningen er tidskrævende, men det er vigtigt at tænke sig om og gøre det rigtige.

Virksomheder, der har mistet mindst 35 % af deres omsætning som følge af Covid-19, kan efter ansøgning få udbetalt kompensation på mellem 25 og 100 % af deres faste omkostninger i perioden 9. marts - 8. juli 2020.

Ansøgningsfristen var oprindeligt den 31. august, men den er blevet udskudt til den 30. september 2020. Udarbejdelse af ansøgningen er i mange tilfælde ganske tidskrævende, og den skal ledsages af forskellige regnskabsmæssige opgørelser, jf. denne artikel. Der kræves også en revisorerklæring. Det er derfor en god idé at sætte gang i arbejdet. Der er i denne forbindelse nogle særlige forhold, som du skal være opmærksom på.

 

Kompensation for tre eller fire måneder

Det står virksomhederne frit, om de vil søge om kompensation for tre måneder (9. marts - 8. juni) eller for fire måneder (9. marts - 8. juli). Instinktivt vil de fleste nok tænke, at det er mest optimalt at søge for fire måneder, men dette er ikke nødvendigvis tilfældet, og er der først søgt for fire måneder, kan ansøgningen ikke efterfølgende kortes ned til tre. Det er derfor vigtigt, at konsekvenserne af de to muligheder analyseres på forhånd. De situationer, hvor ansøgning for fire måneder kan være en ulempe, er tilfælde, hvor virksomheden har haft en pæn omsætning i den fjerde måned og måske ligefrem har genvundet noget af det tabte. Se eksemplet i denne artikel

 

Dokumentation

Når der søges om kompensation for faste omkostninger, skal der ud over de regnskabsmæssige opgørelser og revisorerklæringen også vedlægges forskellig dokumentation for de faste omkostninger. Sker dette ikke, kan det medføre længere sagsbehandlingstid og i værste fald udbetaling af et lavere beløb end det ansøgte. Der vil ganske vist efterfølgende kunne genansøges for de omkostninger, som der i første omgang ikke var tilstrækkelig dokumentation for, men det fører utvivlsomt til merarbejde.

Erhvervsstyrelsen har udsendt en 14 sider lang vejledning, som beskriver, hvilken dokumentation, der skal vedlægges i forskellige situationer. Den bør du orientere dig i, inden du indsender ansøgningen.

 

Virksomheder, der er blevet omstruktureret

For virksomheder, der har været involveret i en fusion eller spaltning eller som har købt henholdsvis solgt aktiviteter, er ansøgningen om kompensation for faste omkostninger forbundet med mange spørgsmål. Erhvervsstyrelsen har for ganske nylig udsendt en vejledning, der forsøger at besvare disse. Du kan tilgå vejledningen via dette link.

 

Offentlige tilskud

Virksomheder og institutioner, der modtager offentlige tilskud, skal være opmærksomme på, at de ikke skal søge om kompensation via Erhvervsstyrelsen, men via disse styrelser, hvis de offentlige tilskud dækker mindst halvdelen af de ordinære driftsudgifter. 

 

Virksomheder omfattet af restriktioner

Der gælder en særlig ordning for visse virksomheder, der er omfattet af Covid-19-relaterede restriktioner, herunder dem som er påvirket af forbuddet mod at holde åbent, af forsamlingsforbuddet på over 500 personer, af grænselukninger eller af Udenrigsministeriets rejsevejledning. De kan søge om kompensation for faste omkostninger også for perioden 9. juli til 31. august 2020.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.