Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Artikel:

ITaB’18 – når de digitale vinde ændrer turismens strømme

03 oktober 2018

Er du med på den seneste udvikling inden for turisme og oplevelsesøkonomi? Ved du, hvilken vej vinden blæser, og hvordan fremtidens turister agerer i det evigt skiftende digitale landskab?

Med konferencen ’Integrating Tourism and Business – New Directions and Trends’ sætter VisitAalborg fokus på de muligheder og udfordringer, som turismebranchen står overfor i disse år, hvor den digitale dagsorden til stadighed bliver mere og mere markant.

ITaB-konferencen samler virksomheder, organisationer, politikere, embedsfolk og beslutningstagere fra turismeerhvervet og det øvrige erhvervsliv. Knap 200 deltog på sidste års konference. De drog hjem med en rygsæk fyldt med indsigter i branchens digitale udviklingspotentialer.

I turismens tjeneste − inspiration og indsigter

Destinationen er blevet digital, og som et af verdens bedst digitalt udviklede lande har vi i Danmark nærmest uanede muligheder for at udnytte de nye teknologier i turismens tjeneste. Derfor gentager VisitAalborg succesen fra sidste år. Og BDO er med som sponsor.

Morten Ovesen fra BDO, statsautoriseret revisor samt specialist i og formand for branchegruppen Oplevelser, sagde følgende om sine oplevelser på sidste års konference:

”Konferencen har været god, fordi den har knyttet den nye turismevirkelighed sammen med alle de forandringer, som de, der arbejder inden for branchen, er nødt til at tage højde for. I BDO rådgiver vi en betydelig andel af virksomheder i turismebranchen, og derfor kender vi branchens udfordringer særdeles godt. I vores branchegruppe inden for oplevelser indgår fagkonsulenter, moms-, afgift- og skatteeksperter, og rådgivningen bliver også i stigende grad understøttet af digitale løsninger, som gør det nemmere for branchen at navigere i alt det nye. Fra vores side er pointen, at kunden med vores digitale løsninger får frigjort tid til at være kreative på forretningsudvikling. Og det bliver mere og mere nødvendigt i fremtiden.”

Teknologi, tracking og tendenser i turismebranchen

Årets BDO Keynote Speaker er den futuristiske forfatter og globale foredragsholder Stefan Hyttfors. Stefan kommer fra en baggrund som journalist og økonom. Han har tidligere arbejdet sammen med nævneværdige, globale virksomheder som Microsoft, IBM, BMW, Unilever, Nike og IKEA.

Stefans foredrag fokuserer på, hvordan innovation, disruptive teknologier og adfærdsændringer påvirker erhvervslivet og samfundets muligheder og udfordringer. Han skriver blandt andet selv:

“I think we live in the most exciting of times. Internet is connecting people from around the world and this has laid the foundation for a new kind of society. For the first time in history civilization can build on peer to peer collaboration rather than hierarchy.”

Til konferencen vil du herudover kunne opleve oplæg fra den tidligere CEO i VisitDenmark og nuværende COO i SAS Lars Sandahl Sørensen, fra forsker og ekspert i kunstig intelligens Thomas Bolander, fra Pieter Guldemond, Policy Manager hos Airbnb, og fra mange, mange flere brancherelevante eksperter.

Årets konference bliver afholdt den 31. oktober i Aalborg Kongres og Kulturcenter.