Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Artikel:

COVID-19: Hjælpepakker til gavn for campingbranchen

19 marts 2020

Morten Ovesen, Senior Partner, statsautoriseret revisor |

De økonomiske konsekvenser for erhvervslivet af Corona-pandemien er uoverskuelige. Regeringen har fremlagt flere forskellige pakker, der skal hjælpe. Nogle er vedtaget, andre er på vej. Og der kommer givetvis flere. Her får du et foreløbigt overblik.

Nedenfor gives en oversigt over de tiltag, som jeg umiddelbart anser for mest relevante for camping- og outdoorbranchen. Min beskrivelse er relativt kortfattet. Det er helt bevidst, da dette er bedst til at give overblik, men også en nødvendighed, da nogle af tiltagene endnu kun kendes i overskriftform.
 

Kompensation for fald i omsætningen

  • Gives til selvstændige – altså til ejere af personligt drevne virksomheder – med ikke over 10 ansatte. Ejere af virksomheder med flere ansatte kan ikke søge denne kompensation. De kan i stedet søge om lønkompensation samt om tilskud til dækning af faste udgifter, jf. nedenfor, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det samme gælder for virksomheder, der drives i selskabsform (IVS, ApS, A/S). Med hensyn til lønkompensation er det uafklaret, om der kan søges om kompensation for lønnen til en hovedanpartshaver.
     
  • Det er en betingelse for at søge om kompensation, at omsætningen er faldet med mindst 30 % i tremåneders-perioden 9. marts til 9. juni 2020.
     
  • Kompensationen udgør op til 75 % af indtægtsnedgangen, dog højst 23.000 kr. pr. måned. Dog 34.500 kr. pr. måned, hvis den selvstændige har en medarbejdende ægtefælle.
     
  • Der er foreløbig kun tale om et forslag. Der skal søges via virksomhedsguiden.dk, men der åbnes næppe for adgangen før tidligst ved udgangen af uge 13.

 

Tilskud til dækning af faste udgifter

  • Ordningen gælder for virksomheder, der mister over 40 % af deres omsætning (angiveligt) i perioden 9. marts til 9. juni 2020.
     
  • Kompensationen udgør mellem 25 og 80 % af de faste udgifter. Arten af disse er endnu ikke defineret.
     
  • Kommer til at dække på tværs af alle brancher og dermed også for camping- og outdoorvirksomheder.
     
  • Der er kun tale om et forslag, men også her er det tanken, at støtten skal kunne udbetales hurtigt.

 

Lønkompensation til arbejdsgivere

  • Ordningen gælder for virksomheder, der står for at skulle afskedige mindst 30 % af medarbejderstaben eller mindst 50 ansatte og som undlader dette mod til gengæld at få lønkompensation. Det er en betingelse, at de berørte medarbejdere hjemsendes med fuld løn.
     
  • Ordningen gælder for lønudgifter i perioden 9. marts til 9. juni 2020.
     
  • For funktionærer udgør kompensationen 75 % af lønnen - dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned. For timelønnede udgør den 90 % af lønnen – dog maksimalt 162,17 kr. pr. time.
     
  • De hjemsendte medarbejdere skal også bidrage ved anvende ferie og/eller afspadsering på i alt fem dage i kompensationsperioden.

 

Arbejdsgivere får forlænget frist for indbetaling af A-skat og AM-bidrag

  • Fristen for indbetaling af de indeholdte beløb, gælder for løn, der udbetales i april, maj og juni måned.
     
  • Fristenen udskydes i fire måneder. For mindre og mellemstore virksomheder betyder det, at de indeholdte beløb, der ellers skulle være betalt henholdsvis den 11. maj, 10. juni og 10 juli, nu først skal betales henholdsvis den 10. september, 12. oktober og 10. november 2020.
     
  • Maj, juni og juli bliver dermed betalingsfri. Til gengæld skal der groft sagt betales dobbelt i september, oktober og november.

 

Forlænget frist for betaling af moms

  • For virksomheder med en omsætning på under 5 mio. kr. (små virksomheder) sammenlægges momsperioden for første og andet halvår af 2020. Momsen for første halvår, der skulle have været betalt den 1. september 2020, skal først betales den 1. marts 2021 sammen med momsen for andet halvår.
     
  • For virksomheder med en årlig omsætning i niveauet 5 – 50 mio. kr. (mellemstore virksomheder) skal momsen for 1. kvartal af 2020 først betales den 1. september 2020 i stedet for den 1. juni.
     
  • For virksomheder med en omsætning på over 50 mio. kr. forlænges betalingsfristen med 30 dage. April måned bliver derfor betalingsfri. Til gengæld skal disse virksomheder i stedet betale moms i juli måned, som ellers normalt er betalingsfri.

 

Sygedagpenge

  • Arbejdsgivere har fået udvidet ret til refusion for løn eller sygedagpenge, der bliver udbetalt for lønmodtagere, der er fraværende som følge af COVID-19.
     
  • Selvstændige har også fået udvidet ret til sygedagpenge for fravær af samme årsag.