Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Brancheanalyse:

Sæt krisen på pause og giv virksomhedens strategi et eftersyn

23 april 2020

Frank Barrit, Senior Partner, statsautoriseret revisor |

Vi befinder os i en tid, der kræver, at vi er omstillingsparate og i stand til at tackle store forandringer. Corona-krisen har kastet os ind i en ny virkelighed, og det er nu, du har mulighed for at revurdere, hvordan din virksomhed drives bedst muligt.

Vores anbefalinger til håndværksvirksomhederne er opdelt på den korte og på den lidt længere bane. Skuer du ud i fremtiden, venter der måske helt nye muligheder for, hvordan din virksomhed kan optimeres.
 

Den korte bane

På den korte bane er mit råd at overveje medarbejdersituationen, hjemsendelser, afskedigelser etc. Herudover er det ekstremt vigtigt, at likviditetssituationen vurderes; både den helt kortsigtede likviditet og de kommende måneders likviditet. Og det allervigtigste: Driv din virksomhed, dvs. hold fokus på kunder og på din indtjening.

Der er som bekendt mulighed for at søge forskellige hjælpepakker, og det skal naturligvis vurderes. Hjælpepakkerne er dog ikke noget, der redder din virksomhed på den helt korte bane.
 

Den lidt længere bane

Det er især her på den lidt længere bane, mulighederne for din virksomhed opstår. Jeg er overbevist om at de håndværksvirksomheder, der kommer godt igennem krisen og udnytter de muligheder, der opstår, vil blive vinderne i branchen for fremtiden.

Hvilke muligheder er det så, der kan være i den konkrete krisesituation, vi befinder os i nu?

Helt overordnet er det strategien for virksomheden, der skal vurderes og evt. justeres. I processen med at give strategien et eftersyn, er det relevant bl.a. at stille sig selv følgende spørgsmål:

  • Hvilke opgave-/kundetyper bidrager til den største indtjening?
  • Hvad er vores kernekompetencer?
  • Udnytter vi kernekompetencerne i markedet?
  • Kender kunderne vores kernekompetencer?
  • Hvad er et optimalt niveau for ordrebeholdning?
  • Er der opgavestørrelser, vi skal sige konsekvent ”nej” til?
  • Er der opgave-/kundetyper vi skal sige konsekvent ”nej” til?
  • Hvad er målsætning for indtjeningen?
  • Hvad er den økonomiske ”smertegrænse” ved afgivelse af tilbud?
  • Hvad er din rolle som virksomhedsejer, og bruger du din tid og kompetencer mest hensigtsmæssigt?
  • Evt. andre emner som kan være med til at optimere virksomhedens drift og ydre profil.

Gennemgang og besvarelse af spørgsmål som disse, skal munde ud i en strategi for din virksomhed, få dig til at træffe valg og give konkrete bud på, hvordan din virksomhed skal drives bedst muligt fremadrettet.
 

En krise skaber usikkerhed, men giver også nye muligheder

Winston Churchill, en af det forrige århundredes største statsmænd, sagde engang, at man aldrig skal lade en god krise gå til spilde. Med det mente han naturligvis, at det er vigtigt altid at se muligheder her i livet. Og ja, en krise medfører en række usikkerheder – ”plejer” falder bort, og verden bliver vendt på vrangen, men en krise skaber også muligheder. Muligheder for forandring.

Jeg er helt bevidst om, at den nuværende situation er meget alvorlig, og at det kan virke uoverskueligt i denne situation, at skulle tænke ”store tanker” om din virksomheds fremtid.

På trods af dette er jeg overbevist om visdommen i Winston Churchills ord om, at man aldrig skal lade en god krise gå til spilde.

Gennem tiden har jeg selv bistået med at foretage justeringer af strategien i flere håndværkervirksomheder, og hver gang er strategien blevet ændret, i større eller mindre grad.

Det har også hver gang vist sig at selvom opgaven, med gennemgang af spørgsmålene i udgangspunktet virkede uoverskuelig, har processen været særdeles frugtbar, og den har givet en markant dybere viden om virksomheden og om arten af aktiviteter.

Sidst men bestemt ikke mindst har processen bidraget til en markant indtjeningsfremgang.