Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
  • Hvordan prioriterer du den pædagogiske ledelsesopgave? Kontakt os
Artikel:

Hvordan prioriterer du den pædagogiske ledelsesopgave?

03 december 2020

I BDO har vi arbejdet med fokusering og prioritering af pædagogisk ledelse i flere år. Pædagogisk ledelse er for os en nøgle til at skabe læring, trivsel og udvikling. Det gælder ikke kun for eleverne, men lige såvel for lærere, pædagoger og ledere, som sammen går ind i observations- og feedbackrummet.

Forskningen på området bakker os op i, at pædagogisk ledelse er afgørende for den store og vigtige opgave, der går ud på at sikre, at alle børn og unge lærer, udvikler sig og trives - uden at deres baggrund og fortid definerer deres fremtid.

Opfattelsen af hvilke ledelsesopgaver, der hører under betegnelsen ”pædagogisk ledelse”, er mangesidig. Når ledere taler om pædagogisk ledelse, kan det være knyttet til aktiviteter, der spænder fra strategisk udvikling til daglige drøftelser om en konkret undervisningssituation eller et konkret barn. Ledelse, der direkte handler om at påvirke pædagogiske målsætninger om elevernes læring, trivsel eller udvikling. En af de rigtig vigtige aktiviteter er indiskutabelt, at man som leder kommer ud i praksis, foretager observationer og giver efterfølgende feedback til en medarbejder eller et personaleteam.

Når vi i BDO færdes rundt om i kommunerne, møder vi mange dagtilbuds- og skoleledere, som gerne vil bruge mere tid på pædagogisk ledelse. Faktisk giver stort set alle ledere udtryk for, at de bruger mindre tid på pædagogisk ledelse, end de gerne vil. Vi hører også lederne fortælle, at det skyldes, at det kan være svært at finde tiden. De planlagte pædagogiske ledelsesaktiviteter risikerer nemt at blive overhalet af virkeligheden i en travl hverdag med praktiske og administrative opgaver, møder og småforstyrrelser.

Nogle gange handler det også om at overkomme, at det kan føles en smule ubehageligt at skulle observere eller blive observeret i børne- eller undervisningssituationen. Vores klare erfaring er dog, at det primært viser sig at være en indledningsvis mental barriere. Når man først er godt i gang, er det faktisk ofte svært at følge med efterspørgslen på observationer og feedback.

 

To simple redskaber som kan hjælpe med at få prioriteret pædagogisk ledelse i hverdagen

Vi anbefaler, at du tager udgangspunkt i to simple redskaber, som hjælper med prioriteringen af den pædagogiske ledelse i en ellers travl hverdag. Ingen af redskaberne kræver ekstra ressourcer, men de understøtter dagtilbuds- og skoleledere i at prioritere den nødvendige tid til at komme ud på stuerne eller ud i klasseværelserne.

Det ene redskab handler om at få prioriteret tiden og få lagt de pædagogiske ledelsesaktiviteter ind i kalenderen. Det andet redskab er et feedbackskema, der skaber tydelighed om formålet med og indholdet i observationer. Feedbackskemaet skal samtidig skabe systematik i måden, hvorpå der gives feedback til medarbejderen. Det skaber ro, tillid og åbenhed i feedbacksituationen, hvilket er afgørende for læring og udvikling.

 

Hvad siger lederne, når vi spørger dem, hvor meget pædagogisk ledelse fylder i deres hverdag?

Vi udførte i 2019 en survey, hvor vi bad et bredt udsnit af ledere fra danske folkeskoler og dagtilbud om at forholde sig til deres ledelsestid. Selvom surveyen har godt et år på bagen, så oplever vi i vores daglige gang ude på skolerne og i institutionerne, at mange af resultaterne fortsat er gældende.

Et af de mest markante svar dengang - som fortsat gælder i dag - var, at lederne kun brugte knap halvdelen af den tid, de gerne ville, på pædagogiske ledelsesaktiviteter. Langt de fleste ledere pegede på administrative opgaver og en kalender, der sander til, som nogle af de væsentligste forklaringer på forskellen.

 

Fire skridt på vejen mod styrket pædagogisk ledelse i din lederhverdag

Derfor har vi især fokus på fordelingen af administrative opgaver i ledelsesteamet, oprydning i de faste, interne møder og generel kalenderstyring, når vi i BDO hjælper skoler og institutioner med at fokusere og prioritere deres pædagogisk ledelse.

Når det er sagt, er det allervigtigste selvfølgelig, hvad du som leder selv kan gøre for at få mere pædagogisk ledelse ind i hverdagen. Vi råder over en række redskaber og teknikker, der til sammen kan hjælpe den enkelte leder med at mindske forskellen mellem den faktisk anvendte tid til pædagogisk ledelse og de gode intentioner om at lade det gennemsyre hverdagen.
 

  1. Skab plads i en overfyldt kalender
    Få hjælp til at styre og prioritere din kalender. Der skal ikke først være tid til pædagogisk ledelse, når alle møder er afholdt, og de administrative og praktiske opgaver er løst.
     
  2. Sæt observationer og feedback i skema
    BDO råder over forskellige overbliksværktøjer, der kan hjælpe med at skabe realistiske forventninger til, hvor mange observationer og feedbacksessions, du som leder kan nå på en uge. Værktøjerne kan desuden hjælpe dig med at skabe systematik, der sikrer, at du kommer hele medarbejdergruppen rundt. Du kan også med fordel inddrage medarbejderne og få dem til at hjælpe dig med at observere og give feedback til hinanden. Det vil øge fokus og læring. Du skal dog huske, at du som leder aldrig må tage dig selv helt ud af opgaven og ligningen.
     
  3. Vær tydelig om formål og indhold
    At få det fulde udbytte af observationer og feedback kræver en vis systematik. Det skaber også ro hos medarbejderne, hvis du som leder på forhånd er tydelig om, hvad du observerer på, og at det sker i et lærende og anerkendende perspektiv. Få hjælp til at udarbejde et fast feedbackskema, der kan sætte rammen for jeres observationer.
     
  4. Fragmentering af arbejdsdagen
    Den største tidsrøver er tit, at du som leder skal agere blæksprutte og dagligt tage dig af en række uforudsete situationer. Opsøg og lær derfor teknikker, som kan hjælpe dig med at øge fokus og mindske fragmenteringen af hverdagen.

 

Du er altid velkommen til at tage fat i BDO's rådgivere, hvis du er interesseret i at høre mere om vores erfaringer med den pædagogiske ledelsessopgave.