Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.
Artikel:

Blev 2017 året, der igen satte gang i First North-børsen?

29 januar 2018

I løbet af 2017 har flere virksomheder valgt at gå på den danske NASDAQ First North-børs. Det drejer sig om GreenMobility, Conferize og nu NP Investor. Det sker efter flere års stilstand.

Gert Mortensen fra BDO Corporate Finance bistod med noteringen af Conferize, og han vurderer, at 2018 meget vel kan se en tilgang til First North, der kan matche eller overgå det forgange år.

”Sammenlignet med Sverige er der tale om få børsnoteringer, men det er efter en årrække uden nogen overhovedet. En virksomhed som Conferize, som vi har bistået i år, har vist, at proaktive investorer og ledelse sammen kan skabe et glimrende udgangspunkt for videre vækst via en børsnotering på First North, ” siger han.

Erfaringer giver blod på tanden

Den danske stilstand står i kontrast til First North Stockholm, hvor der til sammenligning har været et højt niveau i børsnoteringer for startups og vækstvirksomheder.

Gert Mortensen har gennem hele 2017, og specielt i tiden efter noteringen af Conferize, haft samtaler med en række danske virksomheder, der viser seriøs interesse for at følge i Conferizes fodspor. Det drejer sig om både startups og vækstvirksomheder.

”Det er min oplevelse, at de nye noteringer og erfaringerne fra Sverige har sat gang i en række overvejelser hos disse virksomheder. De ser First North som et reelt alternativ til PE eller VC-fonde i forhold til at rejse ny kapital, ” lyder det fra Gert Mortensen. 

Hvis der er flere nye noteringer i vente, vil det ud fra svenske erfaringer betyde flere arbejdspladser. Svenske firmaer noteret på First North har nemlig i gennemsnit skabt tre gange så mange nye arbejdspladser som lignende, privatejede virksomheder.

Flere fordele i vente

En børsnotering kan give virksomheder, ejere/ejergrupper en række fordele, der blandt andet tæller muligheden for bedre at bevare kontrollen, at skabe en reel markedsplads for medarbejderaktier samt skabe opmærksomhed omkring virksomheden.

”Børsnotering kræver, at virksomheden dokumenterer, at den lever op til en række krav. Det er en form for blåstempling, der tæller over for leverandører samt nuværende – og potentielle kunder. Samtidig får man adgang til en velfungerende, reguleret og avanceret crowdfunding-platform,” siger Gert Mortensen.